Sådan trøster man et barn i sorg

trøst et barn

Nordjyske Stiftstidende, marts 2003
Se original artikel

SORG: "Det går over" er ikke en trøstende bemærkning, sagde familieterapeut Kirsten Lundsgaard, da hun i Kulturhuset i Arden talte om børn i sorg og krise

Af Bente Lembo
bente.lembo@nordjyske.dk

ARDEN: Når de voksne skal trøste et barn, der har oplevet et tab, lille eller stort – lige fra skildpadden, der er død, til en mor eller far, der er blevet dræbt i en trafikulykke – er der en bemærkning, der bestemt ikke trøster, og det er "Det går over". Som voksen kan man have travlt med at få børn til at glemme det sørgelige, fordi man ikke selv fik lært at rumme de svære følelser.

– Men hvis man ikke taler med børn om døden, kan de let få skyldfølelse. Børn under fem år har en magisk tænkning. De kan tro, at de er skyld i mors og fars død. Det er vigtigt gang på gang at fortælle dem, at de ikke er skyld i dødsfaldet eller skilsmissen, anerkende deres følelser og give dem et navn, fortalte familieterapeut Kirsten Lundsgaard, da hun forleden aften talte i Kulturhuset i Arden om børn i sorg og krise.

Kirsten Lundsgaard fortalte om en pige på 12 år, som hun lærte at kende i sit tidligere job som pædagog på et familiecenter. Pigens far begik selvmord, da pigen var fire år gammel, og lige siden havde hun lidt af den vrangforestilling, at hun havde slået sin egen far ihjel. Pigen blev beskrevet som autist, var sengevæder og bange for rulletrapper. Kirsten Lundsgaard tog initiativ til at få snakket med pigen, også selv om moderen syntes, det var "utrolig fjollet" efter så mange år.

Foredraget var det fjerde i en række på fem, som Kirsten Lundsgaard under ét har kaldt "Familien er roden til alt godt". Hun har gået som katten om den varme grød, fordi emnet sorg og krise gjorde hende trist til mode. Men vi oplever alle kriser og tab i vores tilværelse, så vi slipper ikke for at forholde os til det.

Berøringsangst

Kun 13 havde fundet vej til kulturhuset – til foredrag nummer tre om børn og grænser var der 40 – og Kirsten Lundsgaard tror, det er fordi, døden er et emne, vi har berøringsangst over for.

Hun opfordrede til, at børn ser den afdøde. Børn tænker meget konkret, og de kan ikke forstå døden, hvis de ikke oplever den i virkeligheden. En mand i forsamlingen ville vide, om det nu også er klogt, hvis det drejer sig om "den grimme død" – et offer for en trafikulykke eller et selvmord. Kirsten Lundsgaard svarede, at det børn kan forestille sig tit er meget værre end virkeligheden, men at det naturligvis kommer an på et skøn i det konkrete tilfælde.

– Dengang børnenes bedstefar døde, trak jeg nærmest i panik børnene ind til ham, fordi jeg havde hørt, at det var godt. Jeg tror ikke, det gik op for min søn, Martin, at det var hans bedstefar. Han var mere optaget af, at han for første gang havde set en død mand. Men det fik stor betydning for Martin, at han var med til at vælge bedstefars kiste – han ville have en dyrere model end bedstemor! – og at han lagde sin bedste tændstiksbil på gravstedet, fortalte Kirsten Lundsgaard.

Når det drejer sig om skilsmisse, skal de voksne være opmærksomme på, at børnene ligesom ved dødsfald kan opleve skyld, bl.a. fordi mange af de opslidende konflikter og slagsmål mellem mor og far handler om børneopdragelsen. Heldigvis skal børnene ikke på samme måde som de voksne sige farvel, pointerede Kirsten Lundsgaard. Det fik en kvinde i forsamlingen til at reagere, for hun har været ude for det ulykkelige, at hendes tidligere mand ikke længere ønsker at se deres fælles søn på ni år.

– Jeg synes, det er for nemt at melde ud, at man ikke vil være far mere. Og for mig er det svært at trøste min dreng, fordi jeg synes, han er dejlig, og fordi jeg ikke forstår, hvorfor hans far ikke vil se ham længere. Det gør ondt på mig. Min dreng tror, at hans far hader ham, fortalte kvinden.

Ikke drengens ansvar

Kirsten Lundsgaard rådede moderen til at give drengen lov til at føle, det han føler. Hun skal fortælle drengen, at som det er nu, vil hans far ikke se ham. Hun skal ikke være optaget af, om drengen forstår det. Samtidig skal moderen kraftigt understrege, at drengen ikke har ansvar for, at hans far har lukket af. Kirsten Lundsgaard kunne dog godt ønske, at faderen selv vil sige det til sin søn, så moderen ikke skal have den ubehagelige rolle som budbringer.

Hvor forløsende det kan være for et barn, at den voksne anerkender dets følelser, gav Kirsten Lundsgaard et godt eksempel på. Hendes søster havde været vikar i en børnehave, hvor en lille dreng græd utrøsteligt, da hans far skulle sige farvel for at gå på arbejde. Samme dag var drengens mor blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Min søster spurgte sig selv, hvordan er det nu lige, man gør? Så tog hun drengen op på skødet og sagde til ham, at hun godt kunne høre, at han gerne ville hjem. Det var som at slukke for en vandhane. Straks holdt drengen op med at græde, og resten af dagen løb han i hælene på hende. Bare børn bliver hørt, bliver de trøstet af det, lød det gode råd fra familieterapeut Kirsten Lundsgaard.

Artikler