Et lille frirum for ensomme teenage-piger

et-lille-frirum

Nordjyske Stiftstidende, oktober 2005
Se original artikel

MOBNING: Familieterapeut Kirsten Lundsgaard giver udsatte teenagere mulighed for at tale om problemerne

Af Jesper Poulsen
jesper.poulsen@nordjyske.dk

ARDEN: Det er ikke altid nemt at være teenagepige. Specielt ikke, hvis man ofte bliver udsat for mobning blandt kammeraterne. Oplevelserne gjorde indtryk på familieterapeut Kirsten Lundsgaard, da hun sidste vinter mødtes syv gange med fem teenagepiger i alderen 15 til 17 år.

Behovet for et samtaleforum, hvor andre giver sig tid til at lytte til et menneske, der måske ofte føler sig ensom i skolen, har et lavt selvværd eller i visse tilfælde direkte føler sig udstødt af kammeraterne, viste sig bestemt at være til stede.

Derfor gentager Sund by Arden nu tilbuddet, som man kalder Teenagegruppen – Kun For Piger.

Stille piger – og dog

– Sidste år gjorde jeg mig nogle forestillinger om, at det nok var de stille piger, som ville komme. Det var det måske også. Men når først pigerne fik lukket op for posen, fejlede talelysten bestemt ikke noget.

Tydeligvis var pigerne meget sultne efter at blive hørt – nok fordi de i det daglige ikke var så vant til at blive lyttet til. Den mulighed får man her. Vi taler om det, der fylder mest i deres dagligdag. Og det er først og fremmest emner som mobning, forholdet til kammerater, kærester, en ny stedfar og lignende, vi drøfter.

Men også om ensomhed og sladder. Og så får vi talt om, hvor grænserne går for, hvad man kan påtage sig at lytte til med hensyn til veninder og deres problemer, og hvor man nødvendigvis må bede om voksnes hjælp, uddyber Kisten Lundsgaard.

Plads til otte piger

Pigerne lærer også at kigge på deres egen baggrund. De lægger et genogram – en slags stamtræ over familiemedlemmer. Men med den forskel, at man her også blotlægger, hvordan man har det med hinanden. Endnu har kun et par piger meldt deres ankomst på torsdag. Flere kan sagtens nå at melde sig til.

Kirsten Lundsgaard har plads til otte piger, og der er kun få regler, som skal overholdes. Dels har man tavshedspligt – og nok så vigtigt, så skal mobiltelefonen holdes lukket.

Sidste år satte Kirsten Lundsgaard som succeskriterie, at alle pigerne bagefter kunne sige, at de havde fået sig en ven. Og under evalueringen fortalte nogle af pigerne, at de nu på en synlig måde støttede hinanden i skolegården. Hvis nogen havde det dårligt eller blev mobbet, stillede andre fra gruppen sig i bogstaveligste forstand hen og skærmede fysisk af.

– Bestemt også en slags netværk. Men nok ikke noget stærkt og solidt netværk. Det giver selvfølgelig lidt styrke at vide, at man har hinanden at støtte sig til, men det løser næppe den enkelte teenage-piges problemer. Dertil er de for tunge, siger Kirsten Lundsgaard, som i en årrække har arbejdet som familieterapeut.

Ikke alene

Til gengæld kan det måske være en trøst for pigerne, at de ikke står alene med deres problemer. I foråret mødtes Kirsten Lundsgaard med pigeårgangen fra ottendeklasserne på en skole i Aars for at drøfte konflikter og mobning i pigegruppen.

– Efter aftale med teenagegruppen fra Arden, gik jeg helt ind til kernen og brugte løs af deres eksempler. Og snart oplevede jeg, at pigerne i Aars kunne genkende oplevelserne. De døjede med nøjagtig de samme problemer.

Bagefter sagde en af lærerne: Man skulle næsten tro, vi havde snakket sammen på forhånd. Og flere af pigerne fortalte åbenlyst, at de ærgrede sig over, at man ikke havde sådan en teenagegruppe at mødes med i Aars, tilføjer Kirsten Lundsgaard.

Teenagegruppen – Kun For Piger mødes hver anden torsdag klokken 15 til 17 i Kulturhuset. Første gang på torsdag. Nærmere oplysning hos Kirsten Lundsgaard på 9812 1285. Det er gratis at deltage.

Artikler