Tema: De andres møgunger

Femina, marts 2008
Se original artikel

Af Anette Løkken Sørensen

DET MENER eksperterne:

Du skal turde tage konflikterne

Du kender det godt: Vennernes børn fylder så meget, at samværet bliver trættende, og du bare har lyst til at råbe: "Så sig dog nej!". Du gør det aldrig, for så er det, konflikten med forældrene lurer, og venskabet har du ikke lyst til at sætte over styr. "Vær dog ærlig", opfordrer familieterapeuten. Hun mener, det er på tide, vi tager voksenvenskabet alvorligt.

Viktor og Anders leger sammen på gulvet. Pludselig kan de ikke blive enige om, hvem af dem der skal køre den store gule bil. Begge holder fast i legetøjet, og til sidst lyder der et hyl fra Victor, der er blevet bidt hårdt i armen af Anders. Begge drenge er fem år gamle og altså langt forbi den alder, hvor det at bide er en normal reaktion, så hvad gør Victors mor i den situation?

Hun bliver vred og frustreret på sit barns vegne, siger Kirsten Lundsgaard, der er familieterapeut fra Kempler Instituttet og har hentet eksemplet frem. Victors mor bliver også bange for konflikten med Anders' mor, fordi hun føler, episoden er udtryk for, at der er noget galt med venindens dreng. De fleste småbørnsforældre i dag lever med at have kronisk dårlig samvittighed, når det gælder børn, partner og familie. Kravene er så store, at de simpelt hen ikke kan rumme kritik. Det er sådan, Kirsten Lundsgaard oplever den moderne familie, og hver eneste dag møder hun medlemmer af den i konsultationen.

Jeg oplever, at perfektionismen går hånd i hånd med sårbarheden, siger hun. Så jo mere vi kæmper for det pletfrie image, jo mindre skal der til. Jeg møder jo alle tvivlerne. Alle dem, der mangler rollemodeller. Engang kunne vi læne os op ad normen og sige, at sådan gør man bare. Det var i orden at tysse på et barn, hvis man syntes, det snakkede for meget. Men mødre og fædre oplever i stigende grad, at de egentlig kun kan læne sig op ad deres egen overbevisning, for den fælles opdragelse findes ikke længere. Men hvis man kun har sig selv at læne sig op ad, så vælter man altså nogle gange – især hvis man bliver mødt med nærgående og kritiske spørgsmål, siger familieterapeuten.

Kirsten Lundsgaard understreger, at det ikke kun er tætte venskaber, der kan rammes af konflikter omkring børn. Hun har selv haft to søstre i terapi, af hvem den yngste var gået for tæt på i sin kritik af søsterens barn og familie. De to havde drengebørn, som var jævnaldrende, og siden børnene var små, havde det ligesom ligget kortene, at de skulle blive bedste venner. Det skete bare ikke – tværtimod.

Den ene dreng, som vi kalder Carl, havde ikke lyst til at komme hos mosteren. Og Carls mor oplevede, at det var, for han fornemmede, at der var en dårlig stemning i familien. Carls mor følte, at hendes søn fungerede som en slags afleder for de dårlig vibrationer, og det kunne hun ikke være med til. Hun sagde til sin storesøster, at Carl selv bestemte, hvem han ville lege med, og at han ikke havde lyst til at lege med nevøen. Samtidig fik hun sagt, at hun mente, søsterens dreng havde brug for hjælp. Søsteren blev så rasende over den udmelding, at de to ikke talte sammen i to år.

Jeg hjalp dem til at få kontakten genoprettet. Det var nødvendigt, at den søster, der havde sagt fra på sin søns vegne, fik givet den anden søster en undskyldning. Den yngste søster skulle have holdt sig til, at hendes søn havde retten til at sige fra – men hun skulle ikke have gjort sig klog på, hvorvidt nevøen havde brug for hjælp, lyder Lundsgaards råd.

Konflikter gør os sårbare

Trods den risiko, der er, for at vi kan gå fejl af hinanden, så mener Kirsten Lundsgaard, det er vigtigt, vi tør tage de konflikter, der kan opstå omkring samvær med andres såvel som med vores egne børn. Det er et brandfarligt emne, for i virkeligheden vil vi alle sammen bare gerne være glade og lykkelige. Vi frygter konflikterne, fordi de gør os sårbare. I bund og grund er alle mennesker frygtelig bange for at blive forladt.

Hun sammenligner livet med et pendul, der svinger frem og tilbage mellem yderpoler, og mener, det er et faktum, vi skal erkende og værdsætte. Man kan jo ikke opholde sig i den lykkelige yderposition hele tiden – derfor er det vigtigt at turde konflikten og vreden. Det er med til at udvikle os og vores forhold til andre mennesker, siger hun.

Gå til biddet

Anders og Victor er tilbage på stuegulvet og leger igen med biler. Femårige børn bliver hurtigt gode venner igen, men for Victors mor er det vigtigt at få talt ud om, hvordan hun har det med, at Anders har bidt hendes søn. Familieterapeut Kirsten Lundsgaard bruger eksemplet, fordi det faktisk lykkedes Victors mor at tage konflikten op på en god måde.

Hun begyndte med at sige, at hun godt kunne sætte sig i venindens sted og forstod, hvor svært det var at tackle, når éns barn angriber et andet barn. Victors mor fik sagt, at hun var bekymret for Anders' måde at kontakte andre børn på, men tog udgangspunkt i sige selv. Hun kom ikke med kritik, men udtrykte bekymring for et barn, som hun holdt af og var bekymret for, pointerer Kirsten Lundsgaard.

Hvis man er vidne til, at et barn plager i én uendelighed eller konstant afbryder, så nytter det ikke noget at kigge på forældrene og spørge: "Hvorfor siger I dog ikke bare nej og holder fast på jeres..." Det kan godt være, det er det, man mener. Men på den måde lukker man fuldstændig af for kommunikationen. Hvis man tværtimod fortæller, at man selv har det svært med ikke at kunne føre en sammenhængende samtale, og åbent fortæller, at man også er bange for at sige det – af frygt for forældrenes reaktion – så viser man jo, hvordan man har det.

Kun hvis vi viser os selv som et menneske i tvivl, dilemma eller forståelse, kan vi mødes i ægte dialog. Når der er oprigtig kontakt imellem os, så er der faktisk ikke det, man ikke kan sige, understreger Kirsten Lundsgaard.

Grænser for møgunger

I forhold til de børn, man nogle gange kalder for møgunger (men kun indenad, for sig selv), kan man også fint sætte grænser, siger familieterapeuten. Faktisk mener hun, at man har pligt til at tage vare på sig selv – på den måde lærer barnet også at tage hensyn og blive opmærksom på andre menneskers behov.

I sin egenskab af familieterapeut tager Kirsten Lundsgaard også ud til familier og par, der har brug for hjælp, og dér er hendes strategi meget klar. For eksempel sad jeg for nylig sammen med en familie, hvor barnet sad og legede med brød og smør under samtalen. Så rykker jeg lidt væk fra barnet og siger, at jeg ikke vil have smørfingre på mig. Det samme gælder, hvis jeg hele tiden bliver afbrudt. Så siger jeg, at nu må barnet lige vente, til jeg har fået talt færdig.

Jeg ved godt, at jeg kommer i en anden sammenhæng, end hvis det er i vennelag. Men vhis man signalerer, at man ikke er i tivl om, at det, man gør og siger, er i orden, så indgyder det børnene tryghed, Hvis de omvendt oplver, at den voksne sidder og bliver mere og mere irriteret, men ikke siger noget, så bliver de forvirrede og giver sig til at søge efter en grænse, som de måske aldrig finder. Dét er noget, som er frustrerende, både for barnet og for den voksne, siger Kirsten Lundsgard.

Sådan får du sagt fra på en god måde

• Tag udgangspunkt i dig selv, når du siger fra overfor dine venners børn.
• Hvordan skal reglerne være i dit hjem – det er dig, der bestemmer.
• Kom ikke med kritik eller fortæl, hvad dine venner bør og skal gøre. Fortæl i stedet, hvordan du har det med larm eller bananer i sofaen.
• Erkend din frygt for, hvordan dine venner vil reagere på dine grænser.
• Hvis du vil bringe et alvorligt emne på banen om en venindes barn, så tag udgangspunkt i din egen bekymring.